|
NB
Bornholm - Elite 3000 Helsingør
|
|
|

Med en knusende sikker sejr på 3-0 over NB Bornholm, fik Elite
3000 ikke kun booket plads i endnu en runde af årets
landspokalturnering, men også givet sig selv den bedst tænkelige
start på sæsonen 2009/10.
Og lad det være sagt med det samme, der var stor forskel på de
to hold. Resultatmæssigt kan NB Bornholm således ikke tillade
sig at være utilfredse, for de fik en spillemæssig snitter der
var langt værre end cifrene antyder.
Fra første fløjt sad Elite 3000 på opgøret i Nexø, mod et
hjemmehold der tilsyneladende havde enorm respekt for de lyseblå.
Bornholmerne stod med alle mand i forsvaret, og taktikken var
givetvis at lukrere på fejl hos gæsterne.
- Vi skal nok forvente at møde en del defensivt orienterede hold,
men den måde bornholmerne stod på, virkede helt ekstrem. De var
fuldstændig låste, nærmest som om vi skræmte dem, undrede
Elite 3000's træner Bjarne Jensen sig efter kampen.
Den debuterende træner havde på forhånd valgt 14 spillere der
var i absolut toptræning, og ud fra en skadesfri trup, må det
siges at han havde en dygtig hånd. I alle henseender var Elite
3000 sin modstander overlegen, og pausestillingen på 2-0 bragte
ro over kampen.
Gæsternes føringsmål blev en debutantscoring af Morten Juul
Hansen - alias "Gummi", der ydede en stabil indsats i
det centrale forsvar. Han var også sikker fra
straffesparkpletten, da hjemmeholdets Mathias Larsen reddede
bolden med hånden efter et hjørnespark. Det kostede hjemmeholdet
et direkte rødt kort - og et mål til de lyseblå.
Knap ti minutter senere blev det så 2-0, da Jonas Rohrberg sendte
et effektfuldt langsskud i nettet. Et drømmehug der tog
underkanten af overliggeren, og på fornem vis markede den
populære angribers 50. scoring i den lyseblå trøje.
Med 2-0 ved pausen var der ingen grund til at forcere noget, så
Elite 3000 udskiftede en småskadet målscorer Jonas Rohrberg, og
ti minutter senere fik debutanten Casper Sørensen også lov at
holde fri.
Det fik ikke den store betydning på banen, hvor også 3-0 målet
hørte til i den fornemme ende af skalaen. Efter hurtigt
kombinationsspil slap Ronni Andersen alene igennem med den
bornholmske målmand Lasse Andersen, og øgede sikkert gæsternes føring.
På dette tidspunkt havde man ikke set meget til hjemmeholdets
angrebsmæssige kvaliteter, men de fik dog en enkelt chance i
kampen. Den var tilgengæld stor, men Mads Hamberg fik også vist
sine evner, og reddede et straffespark godt et kvarter før tid.
Hamberg begik selv straffesparket mod Mikkel Steinlein, men
kastede sig til den rigtige side da Michael Pedersen afsluttede
fra pletten.
- Man skal være tilfreds med at vinde 3-0, men ærlig talt, så
var det nærmest en dag på kontoret, konstarerede Bjarne Jensen
om de 90 minutter på Bornholm.
- Vi skaber chancer til 7-0, så der er fortsat noget at arbejde
med. Blandt andet skal vi være mere beslutsomme på banens sidste
tredjedel. Og så mener jeg faktisk at vi kan spille endnu bedre,
sluttede en glad Bjarne Jensen fra solskinsøen.
I forhold til forårets velkendte opstilling, var anfører Jeppe
Christiansen flyttet ud på højre back, med Morten Juul Hansen i
det centrale forsvar med Jacob Wedell. Centralt på midtbanen
huserede arbejdshestene Jonas Kallehauge og Michael Gorm Nielsen,
med Kienn Jensen og Dennis Borup på kanterne. Jonas Rohrberg lå
som hængende angriber, med Casper Sørensen helt i front.
|