|
- Jeg var helt klar over at det ville blive svært, måske endda
den sværeste kamp i efteråret. Vi brugte mange kræfter i
pokalkampen i onsdags, og jeg vidste de ville komme med råt kød.
Og så spiller de altså snusfornuftigt, med de midler de har,
konstaterede en lettet og tilfreds Helsingør-træner Bjarne
Jensen, efter søndagens smalle sejr over det bornholmske
flagskib.
For bare tre uger siden havde helsingoranerne ellers vundet en
forholdsvis let 3-0 pokalsejr på klippeøen, men Bjarne Jensen
fik ret i sin spådom, om at bornholmerne indeholdt langt mere end
de viste dén dag. Det stod da også klart fra første fløjt,
hvor gæsterne løb mange meter og fik hældt grus i Helsingørs
ellers så velsmurte angrebsmaskine.
Efter bare et kvarters spil måtte sundbyen udskifte en groggy
Dennis Borup med en flænge i hovedet, og hans afløser Christian
Magleby, havde ikke samme antrit på venstrekanten. Også foran mål
manglede Helsingør slagkraft, i fraværet af en småskadet Casper
Sørensen. Jonas Rohrberg fylder ikke det samme i luftrummet, og så
måtte hovedstødsmulighederne komme længere nedefra, i skikkelse
af midtbanespillerne Michael Gorm Nielsen og Jonas Kallehauge.
Det blev da også sidstnævnte der opnåede at blive matchvinder,
da han midt i første halvleg headede et eksemplarisk frispark fra
David Rasmussen i nettet. Et fuldt fortjent udbytte af første
halvleg, hvor Helsingør ikke havde de store problemer med gæsternes
sporadiske opspil.
Anden halvleg blev mere spændende end velspillet, og begge hold
havde gode muligheder foran mål. Nexø-keeper Lasse Andersen
reddede flot da Michael Gorm havde held med et sologennembrud, og
i det sidste kvarter blev gæsterne mere nærgående. Mads Tiller
fik en gratis chance da Helsingørs anfører Jeppe Christiansen
kiksede en tæming, men den tidligere Gentofte-spiller loppede
bolden over et tomt mål. Tre minutter senere fik Morten Bech
chancen med et hovedstød, der imidlertid sad sikkert i næverne på
en velspillende Mads Hamberg.
Kampen sluttede en smule mere dramatisk end nødvendig, da en
overtændt Lasse Holmgaard fik marchordre ti minutter før tid. På
det tidspunkt havde han jordet adskillige Helsingør-spillere, og
givet Bjarne Jensen et raserianfald der fik linievogteren til at
tysse på den gestikulerende Helsingør-træner. Da Holmgaard
derefter sendte først Morten Juul Hansen og to minutter senere
Jeppe Christiansen i græsset, havde dommer Peter Feigh dog også
fået nok. Ikke den smarteste debut til bornholmernes spillende
træner, med en fortid i SAS-ligaen med AC Horsens.
- Det er nok det dårligste hold vi har mødt, men de står lavt på
banen, og er svære at spille mod. Og så spiller de jo klogt, med
henholdende spil og lange bolde frem til deres to hurtige
angribere. Men vi får clearet godt, og kommer frem til så mange
chancer, at jeg synes det var godkendt, sagde Bjarne Jensen.
Efter kampen måtte Dennis Borup en tur omkring skadestuen, hvor
han blev syet med tre sting i hovedbunden. En smertefuld omgang
for den stærke kantspiller, der først får tråden fjernet om en
uge. Allerede tirsdag skulle der dog være grønt lys for at han
må træne.
Træner Bjarne Jensen valgte efter opgøret at give sine spillere
en fridag, efter et par fysisk hårde kampe. Alle der ikke skal
spille U21 mod BSV mandag, får sig således en fridag dagen
derpå...
Med sejren over NB Bornholm er de lyseblå nu på rækkens
førsteplads, men det skal man ikke lægge for meget i, hvis det
står til Bjarne Jensen:
- Vi skal bare forholde os til det vi skal lige nu, og det er
træning på tirsdag. Senere kommer en kamp mod Lyngby, og så er
det her vi retter fokus. Vi skal passe på ikke at tænke
langsigtet, men koncentrere os om at blive bedre hele tiden. Der
er stadig nogle der ikke kan løbe 90 minutter, og nogle af de
dyder bornholmerne havde, kan vi også tilføre vores spil, sagde
træneren efter kampen, og virker som én der nok skal sørge for
at træerne ikke vokser ind i himmelen.
|