|
Meteorologerne havde
lovet vindstød af stormstyrke langs Øresundskysten, og det kom
til at holde stik i mere end en forstand. For mens de godt 400
tilskuere kunne søge ly for regn og rusk på hovedtribunen, så
var der ingen nåde for de gulblusede Gentofte Vangede spillere.
De rendte ind i et spillemæssigt uvejr, som kunne være endt
langt værre end 0-3.
Elite 3000 havde ellers ændret lidt på startformationen, hvor
det begynder at ligne et rotationsprincip i frontlinien. I dag var
Casper Sørensen foretrukket fra start, mens Jonas Rohrberg til
gengæld kunne sidde i læ i spillerboksen. Som ventet var Nicklas
Jonassen ude med en knæskade, og det gav også rokeringer bagude.
Anfører Jeppe Christiansen vikarierede fornemt på højre back,
mens Nelson Costa ligeså flot spillede pladsen i det centrale
forsvar. Han fik endda Man-of-the-Match titlen, hvilket jeg nu
ikke er helt enig i. Selvom han gjorde det glimrende, så var
David Rasmussen altså i særklasse banens bedste....
At de lyseblå spillede en flot kamp skal ikke tages fra dem. Men
når det er sagt, så må jeg også være ærlig og konstatere at
GVI i den grad skuffede. Holdet har ry for at levere en gedigen
fight, der har voldt problemer for de fleste hold i rækken. Men i
dag rakte evnerne ganske enkelt ikke, selvom holdet valgte at stå
meget langt tilbage på banen. Elite 3000 flyttede bolden rundt
med hurtige og sikre førstegangsberøringer, og GVI formåede
slet ikke at presse de lyseblå, endsige holde markeringerne.
Især Kienn
Jensens antrit på højrekanten gav flere muligheder, og efter 13
minutter burde Dennis Borup have scoret, da KIenn serverede bolden
på et sølvfad for sin wingkollega i modsatte side. Også Casper
Sørensen havde en kæmpe chance efter 26 minutter, efter godt
opspil af Michael Gorm.
Det var dog den dynamiske midtbaneduo
David Rasmussen og Jonas Kallehauge der i realiteten afgjorde
kampen. Sidstnævnte leverede en stor arbejdsindsats som både
bolderobrer og fremadrettet dynamo, mens David Rasmussen var sit
holds klart bedste. Den tidligere FC Nordsjælland spiller diskede
op med en perlerække af sublime afleveringer, der gang på gang
splittede GVI-forsvaret. Og det var da også to hjørnespark fra
hans fod, der førte til to-måls føringen ved halvleg. Begge
gange blev en lidt passiv GVI-keeper Jesper Schultz stående på
stregen, og så kunne Jonas Kallehauge og Kienn Jensen score i et
tætbefolket straffesparkfelt.
- Det er nærmest nemesis at vi scorer på to dødbolde, for det
er jo GVIs varemærke. Men den slags sker altså når man spiller
så defensivt som de valgte i dag. Det skuffer mig faktisk lidt at
de ikke vil mere fremad banen, sagde Helsingør-træner Bjarne
Jensen, der mente at gæsterne forsøgte at fedte 0-0 hjem, og
ligefrem havde byttet deres to normale offensive kantspillere ud
med to defensive.
Det afviste GVIs assistenttræner, den tidligere HIF-anfører
Thomas Willer dog, om end han erkendte at de havde haft tanken:
- Vi ændrede vores opstilling i sidste øjeblik, da vi så
hvordan Helsingør stillede op. Men det ændrer ikke på, at vi
leverede en skidt indsats i dag. Vi ville gerne have drillet
Helsingør noget mere, men vi troede vist ikke selv på det,
erkendte Willer, der mente at de lyseblå havde den hårdhed i
duellerne som hans egne spillere savnede.
I anden halvleg tiltog uvejret både på og udenfor banen, og selv
gæsternes topscorer Adam Larsen faktisk fik nogle store chancer i
slutminutterne, så ændrer det ikke på indtrykket af en fuldstændig
sikker Elite 3000-sejr. Kallehauge øgede til 3-0 på Jonas
Rohrbergs aflevering godt ti minutter før tid, og derefter fulgte
et håndfuld chancer til begge hold, hvor såvel Rohrberg som Adam
Larsen burde have scoret.
- Under nogle svære baneforhold synes jeg vi kan være tilfredse.
Der mangler måske lige det sidste touch i afleveringerne, men det
er altså også svært mod en modstander der står så dybt. GVI
er jo ikke ligefrem et hold der spiller fodbold så man slikker
sig om munden, men de er godt trænet og skolet rent taktisk,
sluttede Bjarne Jensen.
|