|
Havde der været nervøse trækninger hos den tilbagevendte
trænerduo Stefan Bidstrup og Henrik Backe før forårspremieren
mod HB Køge, så forsvandt de hurtigt i den spæde forårssol
over Køge Stadion.
Elite 3000 sad solidt på kampen fra start, hvor gæsterne
imponerede med hurtige førstegangsafleveringer og direkte
målsøgende spil, på den mildt sagt elendige bane.
Det gav mange chancer til de lyseblå, og centerforward Casper
Sørensen især var fuldstændig ustyrlig. Selvom HB Køge havde
sat den erfarne Morten Nielsen fra SAS-ligatruppen i det centrale
forsvar, var det slet ikke nok til at holde Sørensen, der var
involveret i næsten alle gæsternes chancer.
Indenfor det første kvarter havde han allerede haft tre rigtig
gode scoringsmuligheder, og efter 19 minutter gik det galt for
hjemmeholdet. På en stikning fra Michael Gorm slap han alene
igennem med målmand Kasper Thorsøe, der blev afdriblet hvorefter
topscoreren let kunne trille bolden i det tomme mål.
Små ti minutter senere blev det så 2-0 til Elite 3000. Casper
Søresen jagtede optimistisk en bold med HB Køges Peter Nielsen,
og da Thorsøe kom ud af sit mål fik Sørensen lige stukket den
lange tå frem, og trillet bolden forbi den strandede keeper.
Omkring den halve time blev hattricket så en kendsgerning da
Casper Sørensen frækt loppede bolden over HB Køge-målmanden,
der virkelig havde en travl første halvleg.
Indtil få minutter før pausen, havde man således intet set til
hjemmeholdet, der stillede med tre spillere fra SAS-ligatruppen.
Der skulle gå 42 minutter før HB Køge fik deres første
hjørnespark, og havde den første afslutning indenfor rammen. Den
sad tilgengæld helt oppe i krydset, hvor Morten Nielsen flot
reducerede med et hovedstød.
Efter pausen skruede gæsterne en smule ned for charmen og op for
fysikken. Det blev således ikke så kønt, og HB Køge kom med
større fight mere med i kampen. Mads Hambergs ankel var
tydeligvis ikke helt i orden, og det gav lidt usikkerhed i det
bageste forsvar.
Midt i halvlegen var Elite 3000 dog igen ovenpå og skabte et hav
af chancer. David Rasmussen fik en afslutning sparket væk på
selve målstregen af backen Nicklas Svendsen, og kort efter ramte
ham stolpen i modsatte side. Også indskiftede Jonas Rohrberg
måtte se en sikker scoring fordufte over Køge Bugt, denne gang
var det Mathias Foldgast der frelste HB Køge på selve
målstregen.
Men det var nu en stakket frist, for Casper Sørensen var ikke
færdig med sit one-man-show. Den farlige 9'er headede på
overliggeren, men var hurtigt fremme på returen som han kastede
sig frem og headede i nettet.
Det lignede afgørelsen, og trænerbænken kvitterede med at tage
firemålsskytten ud til fortjent hyldest. En fantastisk indsats af
Casper Sørensen, der således fejrede sin 22 års fødselsdag med
manér. Det kvitterede en busfuld medrejsende Helsingørfans
naturligvis for, med stående ovationer og fødselsdagssang.
Også debutanten Jonas Hagmann blev taget ud, og det gav nogen uro
i forsvaret, hvor indskiftede Nicklas Jonassen havde lidt svært
ved at finde sin plads på backen. Det kostede endnu en
reducering, og i det hele taget sværmede HB Køge lidt rigeligt
omkring Elite 3000-målet i det sidste kvarter.
Mads Hamberg måtte rulle et par gode redninger ud af ærmerne,
men det havde dog været ufortjent om Køge-holdet havde fået
noget som helst udbytte fra kampen. Set over de 90 minutter var
Elite 3000 således klart bedste hold, uanset hjemmeholdet faktisk
indtog rækkens 3. plads inden kampen.
Cheftræner Stefan Bidstrup var naturligt nok et stort smil efter
opgøret:
- Indrømmet, jeg var lidt nervøs, for efterhånden kan vi jo kun
overraske negativt. Men jeg synes vi gør det rigtig godt, ikke
mindst banen taget i betragtning. Det var bestemt ikke til vores
fordel, for vi vil helst holde bolden på jorden.
Bidstrup fastslog desuden at det slet ikke havde været meningen
at spille så ensidigt på Casper Sørensen:
- Nej, jeg ved ikke lige hvad der skete med ham. Vi havde faktisk
planlagt at spille mere på Juniors hurtighed, men i dag havde vi
åbenbart en anden raket oppe foran, smilede cheftræneren.
Hovedpersonen selv gik rundt med det store smil på:
- Jeg syntes selv at jeg fik rimelig god plads, og havde luret at
deres 2'er (Mathias Foldgast, red.) ikke var så hurtig. Så var
det jo bare med at presse på hele tiden
De to debutanter på højrekanten - Jonas Hagmann og Martin Junior
- gjorde det begge fortræffeligt. Junior kom ikke til
scoringschancer, men havde flere gode gennembrud på fløjen.
Også Hagmann viste meget flotte takter i defensiven, hvor han
ikke gjorde det sværere end nødvendigt, og var sikker i både
placeringer og afleveringer.
Alt i alt en flot start på foråret!
|