|
Det startede fantastisk, men endte i dyb skuffelse, da Elite 3000
i dag tabte til Lyngbys divisionsreserver. Selvom holdet måtte
undvære en skadet Nicklas Jonassen, en sygemeldt David Rasmussen,
og under opvarmningen også fik skadet Jonas Hagmann, startede
holdet i overlegen stil.
Stadionuret stod på 2 minutter og 37 sekunder da Jonas Rohrberg
huggede til fra kanten af feltet, og placerede bolden helt op ad
stolpen. Og bare otte minutter senere blev det 2-0, da også
Dennis Borup tog chancen fra distancen.
På det tidspunkt var det ikke til at se, at helsingoranerne havde
været nødsaget til at møblere om på holdet, mindre end ti
minutter før kickoff. Jonas Hagmann blev hælskadet, og i al hast
måtte U19-spilleren Peter Hartelius tilkaldes som 14. mand.
Martin Junior Christensen rykkede ned på en noget uvant plads som
højre back, Dennis Borup gik ind på midten, og så kom Jonas
Rohrberg med fra start på venstre midtbane.
Den uventede chance fra start udnyttede Rohrberg altså optimalt,
og i det hele taget lignede det hurtigt en kamp der ledte tankerne
tilbage på efterårets 6-1 sejr i Lyngby. Men sådan kom det ikke
til at gå, og det kan Elite 3000 kun takke sig selv for.
Magen til ukoncentreret forsvarsspil skal man lede længe efter.
De boldsikre og hurtige Lyngby-folk fik alt for meget plads, og
også lidt ekstra hjælp. Det var således en håbløs aflevering
fra Morten Juul Hansen til Mads Hamberg der gav gæsterne en
billig reducering. Hamberg måtte kaste sig ned i et forsøg på
at tackle bolden væk, med det resultat at den sprang fra
Lyngby-spilleren direkte i nettet.
De lyseblå fortsatte dog det gode spil frem ad banen, hvor især
Kienn Jensen fik skabt plads med sit hurtige antrit. Også
Rohrberg var i hopla i modsatte side, og han var oplægger til
Casper Sørensen, hvis scoring dog blev annulleret for offside
efter 31 minutter.
I stedet fik Lyngby endnu et ufattelig billigt mål, da en
aflevering over en halv banelængde fandt Mikkel Arentzen midt i
mellem Jeppe Christiansen og Morten Juul Hansen. Ingen løb efter
ham, og så var Mads Hamberg prisgivet i målet.
I pausen blev Jonas Kallehauge erstattet af Andreas Svinggaard,
men Lyngbys to mål havde sat deres præg på de lyseblå. Spillet
virkede tungt, spillerne lidt rådvilde og der var alt for mange
sjuskede afleveringer der ikke nåede målet.
Casper Sørensen fik et skrub og måtte udgå efter en times spil,
og et kvarter senere blev det værre endnu for Elite 3000. I en
tackling blev Jonas Rohrberg så hårdt medtaget at han måtte
hjælpes fra banen, og lå flere minutter ved sidelinien, ude af
stand til at bevæge sit ben. Han blev kørt direkte på
skadestuen med et låst knæ, og der er i skrivende stund ikke
noget nyt om hans tilstand.
Dermed var begge U19-spillerne på banen, og såvel Jonathan
Nielsen som Peter Hartelius sloges bravt for sagen. De var
således uden skyld i næste forsvarskoks, hvor Jeppe Christiansen
sendte bolden lige til Bjørn Johansen, der bragte gæsterne på
sejrskurs.
Hartelius fik en
kæmpe chance for at udligne, men fik sendt bolden over mål, og i
stedet kom gæsterne på 4-2 da Mikkel Arentzen stod totalt
umarkeret ved et hjørnespark.
På det tidspunkt lignede det en synkede skude for Elite 3000, der
dog skal roses for at trække sig selv om af dyndet. Jeppe
Christiansen forlængede et hjørnespark til Michael Gorm Nielsen,
der reducerede tæt under mål, og så fulgte ellers et kæmpe
pres mod Lyngby-målet.
Angreb efter angreb rullede frem, og gæsterne måtte love for
flere fantastiske redninger af Nicklas Højlund, der viste hvorfor
han netop nu er inde i varmen til U21-landsholdet. Men efter 5
minutters overtid var det slut, og gæsterne kunne juble over en
overraskende sejr.
Ikke mindst Lyngby-træner Thomas Hansen, der leverede dagens
jubelscene:
- Det holdt hårdt, men vi spillede vores chance. De første tyve
minutter blive vi fuldstændig kørt over, men så forærer de os
et mål og da vi får udlignet inden pausen, tror vi på chancen.
Stor ros til vores to centrale forsvarsspillere og den defensive
midtbane, der får os til at hænge bedre sammen. Og så var vores
målmand bare outstanding, lød det på klingende bornholmsk fra
den lykkelige Lyngby-træner.
Lidt mere betænkelige miner var der hos Benny Gall hos Elite
3000:
- Vi laver fejl på fejl, og så er det svært at vinde kampe.
Lyngby var gode, men vi lukker dem selv ind i kampen, og skaber
altså chancer nok til at kunne vinde komfortabelt, sagde Benny
Gall.
Han mente ikke at skader og reserver kunne bruges som en
undskyldning:
- Nej, det skal vi ikke sidde og tude over. Det er de rutinerede
der laver fejl i dag, ikke de unge. De gør det udemærket, selv
om de kommer ind på et svært tidspunkt. Til gengæld synes jeg
der måske er lidt løssluppenhed på holdet, som vi skal have
strammet op på, sluttede Elite 3000-træneren.
|