|
På trods af markante ændringer i opstillingen, var der ingen
slinger i valsen, da Elite 3000 sikrede sig endnu en storsejr mod
AB Tårnby. Et resultat som de færreste nok havde forudset,
eftersom hjemmeholdet reelt spillede for en lille oprykningschance
og optrådte for sidste gang under træner Keld Espersen på
Tårnby Stadion. Modsat måtte Elite 3000 stille op uden den
normale midtbaneduo, David Rasmussen og Jonas Kallehauge, mens
Dennis Borup sad fast i trafikken og først nåede frem efter
kampstart.
Men de lyseblå er åbenbart helt umulige at stoppe, og
efterhånden er det svært at finde nye superlativer. Det er
næsten trist, men man har det snart ligesom da man gik til
børnefødselsdag som knægt. Efter fem stykker lagkage og ligeså
mange røde sodavand, var det bare ikke sjovt mere....
Nuvel, mål bliver vi ikke trætte af. Men det kunne være rart at
finde ud af, hvor gode Elite 3000 egentlig er. Måske får vi en
lille forsmag på onsdag, når Brøndby kommer på besøg. Ellers
må vi vente til sæsonåbningen i 2. division.
Der var kun spillet omkring 1 minut og 40 sekunder da Elite 3000
lynede for første gang. Michael Gorm fik plads inde under mål
efter kampens første hjørnespark, og så var gæsterne foran.
Den flotte bane bekom tydeligvis de lyseblå særdeles vel, og
trafikken var ensrettet de første tyve minutter. Andreas
Svinggaard kom godt rundt på fløjen til et par chancer, og godt
ti minutter senere kom så endnu en scoring. Et flot opspil, der
blev igangsat af Morten Juul Hansen, smart spillet videre af
Jonathan Nielsen, og sikkert eksekveret af Casper Sørensen.
I det hele taget var de tre nævnte kraftigt involveret i de
fleste opspil. Morten Juul Hansen var overraskende blevet
spilleklar, men havde overladt pladsen i det centrale forsvar til
Svande Bernstein. I stedet indtog "Gummi" midtbanen
sammen med Michael Gorm Nielsen, og det gjorde de fortræffeligt.
Der kom en smule ridser i lakken da Daniel Jønsson fik headet en
reducering i nettet fra nært hold. Ronni Andersen stoppede sit
løb på backen, fordi han mente der var offside. Det var der så
ikke, og dermed var der frit rum for indlægget til
Danmarksseriens topscorer.
Men det var en stakket frist for rødtrøjerne. Jonathan Nielsen
var en evig torn i øjet på AB Tårnby's forsvar, og har
efterhånden udviklet sig til at blive en hyperfarlig targetman.
Dejligt at se at en af klubbens egne U19-spillere så hurtigt kan
markere sig på førsteholdet, og der var da også roser til den
unge mand fra træner Benny Gall:
- Jeg så "Lålå" første gang i en U21-kamp, hvor han
også gjorde det glimrende. Han har udviklet sig rigtig meget ved
at træne med førsteholdet, og han er en spiller der lytter og
retter sine fejl. Han har et rigtig godt spark, en god berøring
og fysik, og så er han meget træfsikker, lyder det flotte
skudsmål.
Det skulle hjemmeholdet også få at mærke efter pausen. Elite
3000 startede som lyn og torden, og scorede tre mål indenfor godt
fem minutter. Jonathan Nielsen skabte pladsen til Casper
Sørensen, der gjorde det til 3-1. Og kort efter kunne
"Lålå" selv sætte hovedet på et perfekt indlæg fra
Andreas Svinggaard. Jonathan Nielsen gjorde det også til 5-1,
denne gang på en assist fra Casper Sørensen.
På det tidspunkt lignede AB Tårnby et hold der var sendt til
knockout. Og måske kunne det også være blevet endnu værre,
hvis ikke Elite 3000 havde besluttet at spare både Morten Juul
Hansen og Kienn Jensen den sidste halve time. Det gav AB Tårnby
mere spil, og flere afslutninger. Men Mads Hamberg var årvågen,
og forhindrede flere gange Adam Juul Larsen i at øge totalen.
I stedet blev det indskiftede Christian Magleby der fik lov at
sætte punktum. Måske hans sidste kamp på dette plan, og
således meget passende på det stadion hvor han begyndte
karrieren med Kastrup Boldklub.
Træner Benny Gall var naturligvis tilfreds med resultatet, men
havde dog også den eftertænksomme mine på:
- Jeg
plejer ikke at tale nedsættende om modstanderne, men man kan godt
undre sig over niveauet i Danmarksserien lige nu. Det er tankevækkende
at vi kan vinde så overlegent, og måske kun have ydet 70 % af
det vi virkelig kan. Men vi får altså utrolig meget plads, og så
har vi nogle spillere der bare vil vinde hver gang. Og det er
uanset om de spiller kort med børnene derhjemme, eller fodbold
for Helsingør, konstaterede han.
|