|
Elite 3000's boldspillere strålede om kamp med sommersolen og
smilene hos hovedparten af de godt 1700 tilskuere på Helsingør
Stadion, da Brøndbys bronzevindere blev besejret 3-1. En helt
igennem fantastisk indsats af de lyseblå, mod et Brøndby-hold
der godt nok kun lige havde taget hul på forberedelserne til den
kommende sæson. Men når det er sagt, så stillede de blå/gule
altså med hele kavalleriet og så var det kun præcis én måned
siden, at gæsterne hentede medaljer i Randers.
Der er således ingen grund til at pille ved helsingoraneres sejr,
der blev grundlagt på en omgang rigtig flot fodbold, præcis som
vi har set det i kampene i Danmarksserien. Der var ingen benovelse
at spore, ved at stå overfor nogle af dansk fodbolds største
stjerner, og vanen tro lagde Elite 3000 ud med et optimistisk
pres.
Det var tæt på at give bonus efter kun to minutter, da Michael
Tørnes måtte ud i fuld længde for at redde et hovedstød fra
Michael Gorm Nielsen, og fire minutter senere da Kienn Jensen
sendte bolden på stolpen. Så var linien ligesom lagt, mod et
Brøndby-hold hvor anfører Max von Schlebrügge og hans
forsvarskollegaer blev alvorligt udfordret.
Det virkede som om gæsterne ikke helt havde forventet at blive
presset fra start, men efter små ti minutter havde Brøndby
fundet deres ben igen. Spillet begyndte at vende, og Jan
Kristiansen testede første gang Mads Hamberg, der leverede den
første af mange store redninger. En enkelt gang kom træværket i
vejen, da en liggende Martin Bernburg kanonerede bolden på
underkanten af overliggeren. Også Peter Madsen, Samuel Holmén og
Alexander Farnerud testede Mads Hamberg, der virkelig fik spillet
sig varm.
- Jeg synes vi var rigtig, rigtig gode de første 20 minutter, men kommer så under pres, og er heldige ikke at være bagud ved pausen. Vi har været vant til at angribe hele sæsonen, men nogle gange skal man have lidt tålmodighed. Og når man spiller mod Brøndby, er det altså ok at
træde på bolden en gang imellem, sagde træner Benny Gall.
I pausen kom Casper Sørensen ind på toppen, i stedet for
Jonathan Nielsen, der igen havde spillet en fortræffelig kamp.
På midten gav David Rasmussen plads til U19-holdets Peter
Hartelius, mens Brøndby skiftede hele otte spillere. Dermed var
der spilletid til profiler som Remco van der Schaaf, Mikkel
Bischoff, Mike Jensen, Thomas Rasmussen, Michael Krohn-Dehli og
Osman Jallow. Det så ikke ligefrem lettere ud!
Udskiftningerne gav naturligvis Brøndby ny luft, og det meste af
spillet foregik på helsingoranernes banehalvdel. Men Jeppe
Christiansen og Morten Juul Hansen gjorde det fantastisk i det
centrale forsvar, og Mads Hamberg snuppede simpelthen alt hvad der
blev kastet i mod ham.
Hamberg var dog chanceløs da Brøndby ikke ufortjent bragte sig
foran elleve minutter efter pausen. Efter en fremragende
aflevering fra Michael Krohn-Dehli slap Peter Madsen fri i feltet,
og fra en spids vinkel bankede han bolden i nettet.
Dén scoring knækkede dog ikke Elite 3000, der tværtimod kom
længere frem på banen. Efter 62 minutter kunne Brøndby takke
Michael Tørnes for at føringen holdt, da han reddede eminent fra
en helt fri Jonas Kallehauge. Men det var en stakket frist for
gæsterne, for tre minutter senere lå bolden i nettet. Michael
Gorm Nielsen slap uden om Mikkel Bischoff, og loppede køligt
bolden over den fremstormende målmand.
Dén havde Brøndby vist ikke set komme! Men det skulle blive
værre endnu, for mindre end et minut senere tog Kienn Jensen
chancen fra 20 meter, da han så målmanden bevæge sig for langt
ud i feltet. Med et elegant lop bragte han Elite 3000 foran, og
så rockede det for alvor på Helsingør Stadion, hvor
Brøndby-langsiden dog blev meget, meget stille.
Resten af kampen pressede Brøndby hårdt for en udligning, og
mulighederne var der. Men Hamberg var umulig at passere, og fik et
par gange desuden hjælp af sit forsvar, der sparkede væk et par
gange i meget pressede situationer. Størst mulighed tilfaldt
Peter Madsen i slutminutterne, der afdriblede Hamberg, men ikke
fik afsluttet før Elite 3000-målmanden nåede tilbage.
Og så gik det ellers galt i den anden ende. Michael Gorm Nielsen
afdriblede totalt Mike Jensen ved baglinien, og hans indlæg
headede Casper Sørensen smukt i nettet ved fjerneste stolpe. En
helt igennem fantastisk afslutning på en underholdende og flot
spillet fodboldkamp.
Brøndby-træner Henrik Jensen erkendte efter kampen, at hans spillere havde fået kamp til stregen:
- Resultatet er vel ikke specielt uretfærdigt, og vi vidste at Helsingør har et godt hold, som vi skulle have spillet meget bedre for at slå. Vi kommer lige fra tre ugers ferie, og går døde mod slutningen, men det var godt at få noget tempo og spil i benene, fastslog han.
Efter kampen var smilene brede i omklædningsrummet, og Michael
Gorm Nielsen fik fortjente klap på skulderen, også fra Michael
Krohn-Dehli:
- Det er bare fantastisk at få lov at spille sådan en kamp, mod
spillere man ellers kun ser i fjernsynet eller på landsholdet.
Jeg synes vi spillede en rigtig god kamp, med gode første
berøringer, også selvom tacklingerne kommer lidt hårdere end vi
er vant til, sagde Elite 3000's 10'er.
Kienn Jensen var også en af dagens glade ansigter, efter sit mål
til 2-1:
- Jeg ved sgu' knap nok hvad der skete, men pludselig fik jeg fat
i bolden, og så at målmanden stod lidt langt ude. Så var det jo
bare at prøve, sagde kantspilleren, der gik lidt ned i kadence
efter de første tyve minutter:
- Ja, jeg blev lidt træt. Normalt har vi jo bolden hele tiden,
men der var lidt flere returløb i den her kamp, grinede
målscoreren.
Benny Gall var som nævnt tilfreds med sit holds gode start, og
tilføjede:
- Vi kom til at stå lidt for langt tilbage i starten af anden
halvleg, og der er nogle individuelle ting vi skal have finpudset.
Men nu skal man jo ikke stå og være utilfreds, når man har
vundet 3-1 over Brøndby. Vi sagde at vi ville gå ud og spille
vores eget spil, og det gjorde vi, sluttede Elite 3000-træneren.
|