Elite 3000 Helsingør - Allerød FK
2. Division Øst

26. september 2010
Helsingør Stadion


Casper Sørensen viste sin målnæse da han fulgte op på Jonas Kallehauges afslutning og bragte Elite 3000 foran 1-0. Foto: Claus Birch
 
  

Underholdning og sejr i lokalopgør

Elite 3000 besejrede Allerød 2-0 og holdt fast i topplacering
 
Af Claus Birch
 
- Jeg synes, at vi byder Helsingør op til dans i dag. Men når det kører for dem, er de et af rækkens bedste hold. Derfor er jeg stolt over måden vi spillede på, men ikke over resultatet.
Trods nederlaget valgte Allerød-træner Søren Bjerg at holde et positivt fokus, da hans mandskab ganske fortjent måtte forlade det nordsjællandske lokalopgør uden point. Udover den kendsgerning at Allerød fortsat holder skansen over nedrykningsstregen, var der mange oplivende momenter i spillet, fortsatte han.
- Jeg græder lidt med det ene øje og smiler med det andet. For vi har vel ikke skabt så mange chance i en udekamp dette efterår, som det vi gjorde i dag. Vi havde i perioder bolden rigtig meget og derfor ser jeg store fremskridt, selvom vi taber kampen.
 
Mens gæsterne således kunne glæde sig over stadig spillemæssig fremgang, så var der mere kontant udbytte for Helsingør, der nu har sneget sig op på rækkens tredjeplads. Efter den jammerlige indsats i Greve sidste weekend, var det anderledes seværdige takter der blev vist i gårsdagens kamp. De første 20 – 25 minutter lagde sundbyen således det velkendte pres på gæsterne, der med målmand Rasmus Pryts i spidsen havde rigelig at gøre med at forsvare sig. Kun en enkelt gang måtte den stærkt spillende keeper overgive sig, da en fodparade fra Jonas Kallehauges afslutning sprang lige hen for fødderne af hjemmeholdets topscorer Casper Sørensen.
  
I det hele taget var første halvleg ganske underholdende med mange chancer til begge hold. Mens Helsingørs afslutninger oftest var resultatet af hurtigt gennemførte angrebskombinationer, var der en smule mere tilfældigt præg over gæsternes forsøg. Det gjorde dem dog ikke mindre farlige og Mark Parrish kunne med lidt held have scoret, da Mads Hamberg en sjælden gang havde forvildet sig lidt langt væk fra sit mål. Tættest på var Helsingørs Jonas Kallehauge nu ubetinget, da han elegant forsøgte at dreje bolden udenom Rasmus Pryts, men måtte se den prelle af på fjerneste stolpe.
 
Efter pausen nåede opgøret ikke helt samme højder, måske fordi Helsingør skruede en tand ned for tempoet. Det gav Allerød chancen for at vove sig lidt længere frem på banen, men afslørede også at Søren Bjergs mandskab fortsat er stærkest på omstillingsspillet. Boldbesiddelsen gav ikke mange åbne muligheder og i stedet lukkede Helsingør kampen med et kvarter tilbage. For gud-ved-hvilken-gang sendte Allerøds forsvar en ufarlig bold til hjørnespark og dødbolde er ikke noget man spøger med, når modstanderne har boldsikre spillere som David Rasmussen og Morten Juul Hansen. Scoringen kunne kantspilleren Danny Andersen dog tage den fulde ære for, da han afsluttede et bandespil med brormand Ronni Andersen og drejede bolden ind ved fjerneste stolpe.
 
Sejren var Helsingørs femte ud af 8 mullige og træner Benny Gall var i det store hele tilfreds med sine spillere:
- Uanset vores placering så skal vi hele tiden huske på, at det her er et helt anden niveau end sidste år. I 2. division når man ingen vegne med bare at blæse derud af. Det handler om at have intelligens i spillet og have fokus på de taktiske ting. De første 25 minutter er vi gode, hurtige og skaber en masse. Men så sætter vi tempoet ned og de når at komme på plads. Vi skal forsøge at blive bedre til at afveksle spillet med eksplosioner og afventende perioder, i stedet for at vi prøver på at afgøre det hele med det samme.
  
Mens Danny Andersen blev kåret til hjemmeholdets man-of-the-match, så var der flere kandidater på Allerød-holdet. I det centrale forsvar gjorde den tidligere Helsingør-spiller Jacob Wedell en udmærket figur, mens tvillingerne Christian og Simon Hansen lyste op på midtbanen. For førstnævnte er det dog tvivlsomt, hvor længe Allerød får glæde af hans kvaliteter.
- Uheldigvis kommer vi til at undvære Christian i en længere periode. Han har fået konstateret slidgigt i storetåen og det er desværre meget alvorligt. Der er faktisk en risiko for, at han ikke kommer til at spille mere, sluttede en ærgerlig Søren Bjerg om et af efterårets store lyspunkter på hans trængte mandskab.
 
Kampfakta:
Elite 3000 Helsingør - Allerød FK
2-0 (1-0). Tilskuere: 448
15.: 1-0 Casper Sørensen
78.: 2-0 Danny Andersen
  
Kamp: 2. Division Øst
Dato: Søndag d. 26. september 2010
Kickoff: 13:00
Stadion: Helsingør Stadion
Dommer: Martin Olsgaard

 
Træner: Benny Gall
1.  Mads Hamberg
16.  Martin Junior Christensen 
5.  Jeppe Christiansen Anfører  
14.  Morten Juul Hansen
3.  Ronni Andersen
 7.  Danny Andersen
 15.  Paw Bendixen Advarsel (minuttal)58
 6.  David Rasmussen Udskiftning / Indskiftning (minuttal)59  
10.  Michael Gorm Nielsen Udskiftning / Indskiftning (minuttal)75
 8.  Jonas Kallehauge 
 9.  Casper Sørensen Udskiftning / Indskiftning (minuttal)81
Reserver:
4.  Stelian Trasborg Udskiftning / Indskiftning (minuttal)59   
19.  Peter Hartelius Udskiftning / Indskiftning (minuttal)75
18.  Jonathan Nielsen Udskiftning / Indskiftning (minuttal)81
17.  Andreas Svinggaard
13.   Nicholas Thomsen 
2.  Emil Sørensen  
12.  Daniel Ruberg  
 

 
Træner: Søren Bjerg
1.  Rasmus Pryts
13.  Dennis Lauridsen 
2.  Jacob Wedell 
4.  Anders Sylvest Anfører
 3.  Lasse Hupfeld
 17.  Christian Hansen 
 6.  Simon Hansen
 15.  Onur Ay Udskiftning / Indskiftning (minuttal)64 
11.  Mark Parrish
 9.  Nikolaj T. Nielsen
 10.  Lau Thykén Udskiftning / Indskiftning (minuttal)66
Reserver:
8.  Magnus Lykke Udskiftning / Indskiftning (minuttal)64 
12.  Sebastian Wrona Udskiftning / Indskiftning (minuttal)66
5.  Michael Wibroe
7.  Bjørn Johansen
.   
.   
.   
 

© Claus Birch            Information om copyright, billedrettigheder m.m.