Fulde
navn: Jan Blomsterberg
Fødselsdato: 27. juli 1961
Klubber: Hero, Græsted IF, Helsingør IF og Brøndby IF
(udlån).
Kampe for HIF: 317
Mål for HIF: 109
Debutkamp for Helsingør IF:
31. marts 1983 (H) Avarta 1-1, scorede 1 mål.
Topscorer: 1983, 1985, 1987, 1988, 1990, 1993E, 1994F
Årets
Spiller kåret af fanklubben: 1993/94 og 1994/95
Det er ikke alle fodboldspillere
undt at skabe sig et navn. Specielt ikke for det flertal, hvis
karriere foregår udenfor de store mediers søgelys, og hvis navn
aldrig nævnes når landstræneren kalder til samling. Men der ER
undtagelser, og en af dem er "Blomsterberg fra
Helsingør". Den lynhurtige frontløber var kendt fra
Frederikshavn til Nykøbing Falster og fra Holstebro til Rønne.
De fleste lærte ham at kende på den hårde måde, for i sine 317
kampe bankede Jan Blomsterberg bolden i netmaskerne 109 gange.....
Pudsigt nok var den målmanden Per Poulsen, der var det
store idol i ungdomsårene i Gladsaxe, hvor Jan spillede i
Boldklubben Hero. Siden lilleputalderen var det dog Græsted der
var base for "Blomsters" fodboldopdragelse, og her blev
han indtil HIF lokkede i 1983. Selvom han i en forholdsvis sen
alder - som 21-årig - skiftede serie 2 ud med 3. division, skulle
det hurtigt vise sig at han med sit antrit og målinstinkt også
kunne gøre sig gældende som divisionsspiller.
Snart blev Jan Blomsterberg en af klubbens mest populære spillere
i nyere tid, og den lynhurtige og sjældent mundlamme skarpskytte
leverede i mere end ti år stof af den slags som legender er gjort
af. Med sine mange mål blev Blomsterberg hurtig en eftertragtet
herre, men han foretrak at blive i Helsingør. Også selvom den
tidligere landstræner Kurt Nielsen engang udtrykte ønske om at
hverve "Blomster" for en million til Falsterklubben
B.1901. Dét tilbud fik man megen sjov ud af i HIF, hvor træner
Ole Mørch mente, at det måtte være lire eller zloty der var
valutaen.
Det var nu iøvrigt ikke altid at Mørch forstod Jans humor lige
godt. Som f.eks. i foråret 1988 hvor Jan vendte hjem fra skiferie
og mødte op til træning, umiddelbart inden sæsonpremieren, på
krykker og med det ene ben bundet ind i en stor bandage der
lignede gips. En practical joke som Mørch absolut ikke syntes var
sjov. Men ganske betegnende for Jan, der altid sørgede for en god
og munter stemning i spillertruppen.
Tættest på en profkarriere kom Jan i sommeren 1988, da han
sammen med Tony Carlsen blev udlånt til Brøndby IF og rejste med
de blå/gule til Østtyskland og Czekoslovakiet, hvor det blev til
to kampe mod Chemie Halle og Banik Ostrava i TOTO-Cup'en.
Jan Blomsterberg vendte for en kort bemærkning tilbage til
Græsted i 1991, men fandt hurtig ud af at han ikke kunne undvære
HIF, og blev derefter en af de erfarne spillere der viste sandt
klubhjerte, da tingene begyndte at falde fra hinanden i
begyndelsen af 90'erne med lukningen af den professionelle
afdeling.
Først med udgangen af 1995 sagde den da 34-årige angriber
definitvt farvel, og sagde i den forbindelse til Frederiksborg
Amts Avis:
- Fodbold er seriøst arbejde, hvor det gælder om at bevare
fatningen og beherske sig. Så kan man altid pjatte bagefter. Når
man går på banen er det på med Björn Borg-looket og
stenfjæset, og så gælder det ellers om at holde masken, selv om
der bliver puffet og sparket lidt. Ikke noget med at råbe og
skrige af dommeren og rulle sig rundt i græsset, hver gang der
bliver lavet et lille frispark. Fodbold er ikke for popdrenge. Det
er en mandesport.
- Jeg har taget mine ture i græsset og givet igen. Men jeg er
aldrig blevet liggende uden grund, med mindre jeg har fået besked
på det. Når "Ørnen" (Henrik Ørn Hansen) kom og
trykkede mine knæ ned i græsset og pustede mig i hovedet, var
jeg godt klar over at jeg skulle blive liggende lidt endnu, fordi
vi havde brug for et pust, smilede Blomsterberg. Ellers ikke.
Udenfor fodbolden formåede Jan Blomsterberg at skabe sig en civil
karriere som ejendomsmægler, og åbnede sammen med tidligere
HIF-direktør Erik Skjoldelev butik i Helsingør.
Kilder:
Forbudt for popdrenge (Fr.borg Amtsavis, 4. nov. 1995).
HIFs kampprogrammer 8/8-1993 og 5/11-1994.
HIFs jubilæumsbog 1999
Diverse artikler i Helsingør Dagblad og Frederiksborg Amts Avis
samt egne notater.
|