Fulde
navn: Thomas Jacobsen
Født: 7. juni 1971
Klubber: Brønshøj Boldklub, Gilleleje FK, Helsingør IF, Skjold
Birkerød, La Fayette Swamp Cats, Hillerød GI, Holstebro
Boldklub, Vildbjerg SF, Spjald IF
Kampe for HIF: 189
Mål for HIF: 25
Debutkamp for Helsingør IF:
12. august 1992 (H) AB 2-4 (pokal)
Han drømte om at spille i
Superligaen eller få sin egen kutter! Han nåede ingen af
delene, men Thomas "Fisker" Jacobsen har alligevel
indskrevet sig i HIF-historien som en af 90'er holdets mest
markante spillere.....
Der er spillere der huskes for
deres store fighterhjerte, og så er der dem hvor de skarpe
driblinger og frække pasninger står skarpest i hukommelsen.! Og
så er der også lige de få, der leverede begge dele, og gjorde
det ekstra svært for træneren at sætte holdet.
- Egentlig vil jeg helst bruge ham som en offensiv venstre
wing. Han er utrolig dygtig til at komme til baglinien, og kommer
altid forbi sin mand. Men han yder jo også et flot løbearbejde
både med og uden bold. Og det er faktisk mere af nød, at han nu
spiller centralt, fordi vi mangler én der kan vinde nogle bolde
til os, og det er Thomas jo også eminent til. Man kan altid regne
med en 100 % engageret indsats, lød det fra HIFs daværende
træner Flemming Pedersen.
Det var ikke kun træneren der var glad for den fightende
elegantier. På rekordtid spillede Thomas Jacobsen sig ikke kun
på førsteholdet, men også ind i tilhængernes hjerter.
Fanklubben kårede ham som årets spiller i debutsæsonen 1992/93,
og deres fortsatte begejstring for den mest spændende debutant i
årevis, understreges vist bedst af den hyldestmodtagelse han fik,
selv da han i en kort periode spillede hos ærkerivalerne fra
Skjold Birkerød og mødte op på Helsingør Stadion som
modstander. Det har ikke været andre forundt, hverken før eller
siden!
Lynkarriere på divisionsholdet
Faktisk var "Fiskers" ankomst til HIF lige så
bemærkelsesværdig. Som ungdomsspiller var han godt nok inde og
vende på HIFs ynglingehold, hvor det blev til både en pokaltitel
og et sjællandsmesterskab. Men Thomas tog tilbage til Gilleleje
og spillede seriefodbold i et par sæsoner, indtil HIF ønskede at
se ham i aktion på U/23-holdet. En beslutning som Gillelejes
træner bakkede helt op om. Det var nemlig Thomas's far John
Jacobsen, og han var ikke den eneste der syntes at den unge mand
spildte talentet i hjembyen.
Der gik nemlig ikke lang tid før HIFs daværende træner Brian
Chrøis fik øje på "Fisker", og sendte ham direkte i
førsteholdstruppen. Få uger efter var Thomas fast mand på 1.
divisionsholdet, og blev snart kendt som den fightende tekniker
med det altid gode humør. Også i spillertruppen blev han snart
en vellidt person, og ikke overraskende valgt til anfører nogle
år senere.
Rekordsejr og prof
Et af højdepunkterne i hans HIF-karriere var utvivlsomt 10-1
sejren over Herfølge i foråret 1993. Men også hans indsats på
holdet der i 1998/99 rykkede tilbage til 2. division fortjener at
blive husket. I sommeren 98 kradsede krisen i allerhøjeste grad i
HIF, der stod uden træner og kun en håndfuld spillere. Én af de
loyale var "Fisker", der ydede en stor indsats for at
holde moralen høj og få banket et hold sammen.
Også udenfor Kronborgs volde har Thomas Jacobsen dog gjort sig
bemærket. Ikke mindst i de fem måneder han spillede som
professionel i den indendørs amerikanske liga. En turnering der
foregik på kunstgræs, og hvor god teknik og nærkampstyrke var
alt afgørende. Det var lige noget for "Fisker", der med
12 scoringer i 18 kampe var med til at sikre mesterskabet til La
Fayette Swamp Cats fra Louisiana.
Fiskeren flyttede til Vestjylland
HIF-karrieren sluttede med udgangen af året 2000, hvor Thomas
spillede et par sæsoner i Hillerød, inden familien valgte at
rykke teltpælene op og flytte til Vestjylland. Et udmærket valg
for en "Fisker" når det nu ikke skulle være Gilleleje.
Egen kutter fik han nu ikke, men arbejder i dag som rådgiver i
Holstebro Kommune.
Fodbolden flyttede naturligvis med, og se seneste år har Thomas
spillet i Spjald IF, hvor han siden 2007 også har været træner.
Rødderne til HIF er dog ikke kappet over, og Thomas deltog i
2007 i den store spiller-reunion. Desuden følger
han Elite 3000's meritter så tæt som muligt, og ikke mindst
holdets Gilleleje-spillere....
|